Vacciner
Vaccination af børn – tips til en god oplevelse
Af Ulrik Bork, Chefsygeplejerske hos Danske Lægers Vaccinations Service
Vaccination af børn er for mange forældre et ømt emne og et område, som vi hos Danske Lægers bruger mange ressourcer på at forbedre. Vi uddanner bl.a. løbende vores klinikpersonale i håndtering af børn og har forskellige remedier, der kan hjælpe med at fjerne barnets fokus fra forestillingen om smerte og ubehag.
Det handler om at skabe en god oplevelse
Det vigtigste at understrege er, at det handler om at skabe en tryg og god oplevelse for barnet. Derfor mener vi ikke, at fastholdelse er en løsning i langt de fleste tilfælde, da det potentielt kan traumatisere dit barn for livet. Decideret fastholdelse bør kun komme på tale, når det drejer sig om at afholde mindre børn fra at bevæge sig under stikket. Som vaccinatører deltager vi aldrig i nogen former for fastholdelse.
- Helt små børn (0-1 år) har brug for fastholdelse af forældre, så de bevæger sig minimalt.
- Mindre børn (2-8 år) har i varierende grad brug for støttende og omsorgsfuld fastholdelse (omfavning, op på skødet).
- Større børn (>8 år) kan oftest nøjes med støtte (holde i hånd eller støtte ved albue) uden fastholdelse. Tvungen fastholdelse af større børn er udelukket hos Danske Lægers Vaccinations Service.
- Vil arbejde for at skabe en rolig og behagelig atmosfære.
- Vil samarbejde med dig om en plan for vaccinationen.
- Vil indlede med at klargøre, hvad der kan opnås i dag, med fokus på den bedst mulige oplevelse for dit barn. Hvis det ikke lykkes, vil en ny tid blive arrangeret.
- Vil være bevidst om sit sprogvalg og kan også tale om emner uden for vaccinationen.
- Vil undgå at fastholde barnet og vil i stedet vejlede dig i, hvordan barnet bedst placeres under vaccinationen.
- Kan anvende hjælpemidler som en shotblocker (perleplade) for at gøre oplevelsen bedre.
- Træder tilbage, hvis situationen bliver for udfordrende eller overskrider deres komfortzone.
Gode råd til dig som forælder
- Undgå tvang og fastholdelse: Mød op med en positiv forventning, men vær forberedt på, at barnet måske ikke reagerer som ønsket. Det er bedre at udsætte vaccinationen end at tvinge barnet, da tvang kan traumatisere barnet for livet.
- Forbered barnet: Informer barnet i god tid. Brug bøger som “Totte hos lægen” eller relevante apps for at forberede barnet.
- Forældres rolle: Bevar roen. Gør det behagelig for barnet ved at distrahere eller aflede. Anvendelse af telefon, tablet, fantasifortællinger osv. kan hjælpe med at skifte barnets fokus.
- Planlægning med vaccinatøren: Koordiner uden børn til stede. Ved flere børn, bør kun ét barn og en forælder være i lokalet ad gangen.
- Vælg det rette tidspunkt: Sørg for, at barnet er veloplagt og ikke træt, tørstig eller sulten.
- Lokalbedøvelse: Overvej brug af EMLA plaster eller lignende produkter.
- Tryghed under vaccinationen: Sørg for at give barnet fysisk tryghed. Lad barnet sidde på dit skød eller ved din side.
- Kommunikation: Brug positivt sprog, som “Du kan klare det”. Undgå trusler som at barnet ikke kan komme med på ferie, hvis det ikke bliver vaccineret.
- Efterfølgende: Ros dit barn for at være kommet gennem vaccinationen. Overvej en form for belønning, som at tilbringe kvalitetstid sammen.
Vi ønsker jer en rigtig god vaccinationsoplevelse. Har du spørgsmål til ovenstående kan vi kontaktes på info@dlvs.dk.
Skrevet af Chefsygeplejerske, Ulrik Bork
Redigeret d. 05-10-2023
Næste redigering d. 26-04-2024