Mantouxtest/Tuberkulose test
Tuberkulose er en infektionssygdom som oftest sidder i lungerne, men kan også sætte sig andre steder i kroppen.
Er man smittet med Tuberkulose, kan man have aktiv tuberkulose, hvilket betyder at man er syg, typisk med feber og vægttab og har behov for langvarig antibiotisk behandling. De fleste (90%) har latent (hvilende) tuberkulose, hvilket betyder at man er smittet med tuberkulosebakterien, men man har ingen symptomer. Man kan i nogle tilfælde vælge at behandle for latent tuberkulose, for at forebygge at man senere i livet får aktiv tuberkulose.
Man kan få lavet en tuberkulose test også kaldet en Mantoux-test, som er en hudtest, der viser, om dit immunforsvar tidligere i livet har mødt og reageret på tuberkulosebakterien. Mantoux-testen kan også være positiv hvis du tidligere er vaccineret mod tuberkulose eller har været smittet med andre mykobakterier, som ligner tuberkulosebakterien. Teksten kan blive falsk negativ hvis man er i behandling med immun dæmpende medicin.
På engelsk kaldes en Mantouxtest ofte for tuberculin skin test eller PPD skin test.
Hudtesten består af en lille indsprøjtning(0.1 ml) med tuberkulin, der lægges i huden på oversiden af din venstre underarm. Der vil fremkomme en lille blære som forsvinder efter ca. 10 minutter. Tuberkulin indeholder oprenset protein fra tuberkulosebakterien og hvis man allerede er smittet med bakterien vil der komme en reaktion, med rødme og hævelse, som man aflæser efter to-tre døgn.
Tre døgn (72 timer) efter injektionen skal testen aflæses. Det som aflæses, er diameteren på den lille hævelse (ikke rødmen) på underarmen, hvor testen er anlagt. Hvis hævelsen er over 6 mm. i diameter tolkes testen som positiv, hvilket kan tyde på smitte med tuberkulose. Er hævelsen under 6 mm. i diameter tolkes testen som negativ.
Hvis testsvaret skal bruges i forbindelse med et studieophold, kan vi medgive et certifikat på testen.
Hvorfor få lavet en mantouxtest ?
Der kan være flere grunde til at få lavet en Mantoux-test:
- I forbindelse med en udlandsrejse eller eventuelt studieophold, hvor du skal have attest på, at du ikke er smittet tuberkulose.
- Forud for vaccination mod tuberkulose, for at sikre at du ikke på forhånd er smittet.
- For at finde ud af, om du er smittet med tuberkulose, fordi du har været i kontakt med en person med tuberkulose.