Af Ulrik Bork, Chefsygeplejerske hos Danske Lægers Vaccinations Service
Hos Danske Lægers Vaccinations Service mærker vi igen i år en øget interesse og bekymring for TBE efter de mange nyheder om den stigende smittefare. Vi følger derfor udviklingen i TBE-tilfælde blandt danskerne nøje. Den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut viser et fald i antallet af TBE-tilfælde blandt danskere fra 2023 til 2024. Dog viser opgørelsen også en stigning i antallet af danskere smittet med TBE i Danmark samt en påvisning af smitte i nye geografiske områder.
Bliv klogere på TBE: Centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE)
TBE smittetal for 2024
Ifølge Statens Serum Institut (SSI) blev der i 2024 registreret 22 tilfælde af TBE i Danmark, hvilket er en nedgang fra de 28 tilfælde, der blev registreret året før. Faldet skyldes primært, at færre danskere er blevet smittet i Sverige, hvor sygdommen ellers har været i stigning over de seneste år.
Selvom det samlede antal tilfælde af TBE er faldet, er antallet af personer smittet inden for Danmarks grænser steget. I 2024 blev 17 personer smittet med TBE i Danmark, mens dette tal var 13 i 2023. Dette indikerer en stigende smitterisiko inden for landets grænser.
Trods de stigende indenlandske smittetal vurderer SSI, at TBE stadig er en sjælden sygdom i Danmark, og at den generelle risiko for at blive smittet er relativt lav. Vi mener dog stadig, at udviklingen i TBE bør følges nøje, da både antallet af smittede og de geografiske risikoområder i Danmark ser ud til at vokse. For personer, der ofte færdes i skov- og naturområder – særligt i de kendte TBE-hotspots – kan det derfor være relevant at overveje forebyggende tiltag såsom vaccination og grundige flåttjek efter ophold i naturen.
På grafen nedenfor kan du se, hvordan TBE-smitten har udviklet sig siden 2015 for henholdsvis smittede i Danmark og smittede danskere i alt.

Data fra www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsovervaagning/t/tbe-opgorelse-over-sygdomsforekomst-2024
Nye danske områder med TBE-tilfælde
Det har længe været kendt, at der findes TBE på Bornholm. Inden for de seneste år er lokale områder i Nordsjælland også kommet med på listen, herunder Tisvilde Hegn, Vinderød Skov, Gribskov, Hareskoven og Allerød. Derudover har der været enkelte tilfælde på Fyn, Falster samt i Midt- og Sønderjylland.
I 2024 blev der endnu en gang rapporteret nye mulige risiko områder med tilfælde i Egedal Kommune (Ganløse Ore/Egede), Odsherred Kommune (Veddinge Bakker) og Randers Kommune (Fussing Sø). Dette tyder på en yderligere geografisk spredning af TBE i Danmark, ligesom det var tilfældet i 2023.
Læs også: Infektionslægen: Bør man være bekymret for TBE-smitte i Danmark?
TBE “Hotspots” i udlandet stadig de samme
I vores nabolande findes der flere kendte risikoområder for TBE. Særligt i Sydsverige, hvor mange danskere foretrækker at holde ferie, er smitten udbredt. Derudover er der også risikoområder i Tyskland, Østrig og Letland, som det anbefales at være opmærksom på, hvis man rejser til disse lande og opholder sig i naturen.
Bør man blive vaccineret mod TBE?
Overvejer du, om en TBE-vaccine er relevant for dig? Om vaccination er nødvendig, afhænger af, hvor ofte og hvordan du opholder dig i naturen.
Hvis du kun færdes i skovområder en gang imellem og typisk holder dig til stierne, er risikoen for at blive smittet med TBE lav. Derimod kan det være en god idé at overveje vaccination, hvis du ofte opholder dig i skov, krat eller enge – enten i forbindelse med arbejde eller fritid – og bevæger dig uden for de etablerede stier. Jo længere tid du tilbringer i naturområder med smitte, desto større er risikoen for at blive bidt af en smittebærende flåt.
For dem der regelmæssigt opholder sig i skovområder, hvor TBE er konstateret, kan vaccination være en fornuftig beskyttelse. Dette gælder især, hvis du dyrker aktiviteter som jagt, orienteringsløb, camping, vandring, cykling, kano- eller kajaksejlads, eller hvis du arbejder som skovarbejder, landmand eller i Forsvaret. Her øger den hyppige og længerevarende kontakt med naturen sandsynligheden for flåtbid.
Er du i tvivl om din risiko, er du velkommen til at booke en konsultation med en sygeplejerske i en af vores landsdækkende klinikker.
Klik her for at læse mere om vaccination mod TBE
Er der grund til panik?
Nej, selvom TBE kan være en alvorlig sygdom, er smitte heldigvis stadig sjælden, så der er ingen grund til panik. Du kan trygt færdes i naturen, så længe du tager de rette forholdsregler. Hold dig til stierne, ifør dig lange bukser, lange ærmer og strømper, og brug myggebalsam på huden for ekstra beskyttelse. Derudover kan det være en god idé at overveje vaccination, hvis du opfylder kriterierne nævnt ovenfor.
Smittetal for 2023: Status på TBE: Så mange danskere blev smittet i 2023